Indhold

27.11.17 10:00

Brug data og få mere kvalitet i sagsbehandlingen

Brug data og få mere kvalitet i sagsbehandlingen
På KLK’s konference ”Myndighed med momentum - Kvalitet og virkning i sagsbehandlingen på det specialiserede børneområde” fortæller konsulent Hedi Bødker Gantzel, Varde Kommune, bl.a. om, hvordan data kan forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen

I Varde Kommune er data en naturlig del af ledernes værktøjskasse på det specialiserede børneområde. Det giver dem ifølge konsulent i Varde Kommune Heidi Bødker Gantzel bl.a. mulighed for at følge systematisk op på, om ressourcerne anvendes bedst muligt, om lovgivningen overholdes, samt den faglige retning og styring.

”Data kan fx sige noget om fordelingen af sager blandt medarbejderne, tidsfrister i forhold til lovgivningen, og om kommunens tilbud bliver anvendt i tråd med styringsgrundlagene og i tråd med den teoretiske referenceramme,” forklarer hun.

Dialogbaseret ledelse

Hedi Bødker Gantzel peger på, at data åbner op for den faglige dialog mellem teamledere og medarbejdere om eksempelvis forbrug af en bestemt foranstaltning kontra en anden eller muligheden for på cpr-niveau at forholde sig til, om varigheden af foranstaltningen også fører til den forventede progression.

”Den faglige ledelse får en unik mulighed for at spotte tendenser og sikre, at den overordnede ramme og retning afspejles i praksis og vurdere, om den faglige retning skal justeres. Data har derfor en høj nytteværdi i den dialogbaserede ledelse mellem teamledere, medarbejdere og teamet,” siger hun.

Fokus på effekt

I Varde Kommune modtager teamlederne hver mandag en status på aktive børnefaglige undersøgelser fordelt på teams og medarbejdere. Det giver dem mulighed for at se, om der er behov for særlige tiltag i forhold til overholdelse af tidsfristerne. Dataene sendes samtidig til socialrådgiverne, som bringer status op på de ugentlige faglig sparringsmøde.

”Data om aktive børnefaglige undersøgelser kombineret med antallet af sager pr. medarbejdere giver mulighed for at følge belastningen af det enkelte team/ den enkelte medarbejder”, Siger Hedi Bødker Gantzel.

Ifølge Heidi Bødker Gantzel har arbejdet med data også hjulpet Varde Kommune i forhold til at få øje på nødvendige fokusområder.

”Ved opgørelsen af varighed fordelt på foranstaltningstyper viste det sig, at særligt familiebehandlingsindsatser i varighed lå langt højere end forventet. Det førte til socialrådgivernes skærpede opmærksomhed på opfølgning og fokus på, om behandlingen fører til den forventede effekt,” forklarer hun.

Hold øje med kvaliteten

Selv om data giver en masse fordele og mere kvalitet i sagsbehandlingen, er der nogle faldgruber, man skal være opmærksom på. Det er fx afgørende, at man har dybdegående kendskab til data for at få de rigtige parametre valgt i opsætningen af nøgletal, og så skal man kigge nøje på dataenes kvalitet.

”Datakvaliteten kan være en udfordring. Det kan forlænge processen med opbygningen og valideringen af nøgletal, hvis datakvaliteten ikke er høj. Det er samtidig vigtigt, at formidlingen omkring brugen af data er den rigtige. Det er ikke et tilsyns-/kontrolredskab, men et fælles udviklingsredskab", forklarer Hedi Bødker Gantzel.

Du kan høre mere til Heidi Bødker Gantzel og Varde Kommunes arbejde med data på det specialiserede børneområde på konferencen ”Myndighed med momentum - Kvalitet og virkning i sagsbehandlingen på det specialiserede børneområde” den 23. januar 2018. Læs mere og tilmeld dig her.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321