Indhold

21.06.18 15:00

Efter Ledelseskommissionen - hvad så nu?

KLK MENER: Kommissionens arbejde er en sjælden anledning til at gentænke og revitalisere egen ledelse i direktioner og ledergrupper i kommunens forvaltninger, centre og institutioner.

At være eller ikke at være begejstret for Ledelseskommissionens anbefalinger. Det er det store spørgsmål, som bølger frem og tilbage.

Synspunkterne dækker hele spektret fra et skuldertræk og en konstatering af, at det er almindeligheder, som alle har implementeret for længe siden, til begejstring over, at der er sat markant fokus på offentlig ledelse. Disse enten-eller positioner låser ofte de næste skridt.

Det er i øvrigt ikke kun anbefalingerne, der skal være eftermælet. Særligt den store nationale spørgeskemaundersøgelse, som kommissionen foretog undervejs, gav værdifulde data på offentlig ledelsespraksis, og har kastet lys over mange holdninger, der tidligere har været vanskelige at underbygge.

Vi har fx brug for den opmærksomhed på ledelsesspændet, som undersøgelsen trækker frem, og det bør vække til eftertanke blandt erfarne ledere og chefer, når de læser, hvor udfordrende det kan være for en ung leder.

Anbefalingerne er muligvis ikke overraskende - men det er dog de færreste offentlige organisationer, der kan sige, at de er i mål over hele linjen. Og selv om de er generelle og mere almene, så kan de blive til konstruktive og skarpe pejlemærker, når de oversættes til den enkelte kommunes egen praksis.

Fokus på faglig ledelse
Hvad betyder det fx, at forvaltningscheferne skal lede drift og udvikling af drift? Her ligger en stor og udfordrende opgave i at styrke den faglige ledelse ud i ledelseskæden og i øvrigt trække den faglige ledelsesopgave tættere ind i ledelsesrummet.

KLK samarbejder lige nu med Syddjurs kommune, som har valgt at sætte faglig ledelse på dagsordenen i samspil med alle kommunens ledere. Direktion og chefgruppe ser faglig ledelse som en nødvendighed og tør gøre noget ved det. Syddjurs kommune fokuserer også på den vigtige ledelsesopgave på tværs for at skabe de nødvendige borgerrettede sammenhænge.

Servicetjek af egen ledelse
Kommissionen peger på nogle centrale sider af god offentlig ledelse, som er et godt afsæt til at drøfte centrale spørgsmål om, hvordan ledere skaber værdi.

Det er nu, der er momentum til at fortage et servicetjek af egen ledelse og revitalisere praksis. Et servicetjek kan være et 360-graders eftersyn, men det kan også tage fat i få centrale opmærksomheder.

Hvordan sikrer vi balance mellem styring og ledelse? Er der overensstemmelse mellem det nedskrevne ledelsesgrundlag og ledelse i praksis? Skaber målinger, lederevalueringer og feedback de ønskede ændringer? Og lykkes den tværgående ledelse med at skabe bedre løsninger for borgerne?

Det er delaspekter, som griber tilbage til kommissionen. Ligeledes hvis fx arbejdet med lederrolle og det personlige ledelsesgrundlag sættes på dagsordenen. Her er spændende ledetråde til en forstærket lederidentitet, dialoger i ledergrupperne og tydelighed ud i organisationen - blot man undgår snubletråden med privatpraktiserende ledere, hvor alt er lige godt og velfungerende.

Prioriteringerne på servicetjekket skal I selv afgøre i en indledende arbejdsproces, hvor direktion eller ansvarlig chefgruppe minder hinanden om retning og visioner for god ledelse i egen praksis – eller måske genopfinder disse pejlemærker.

Derfra besluttes, hvad der så vil være vigtigt at undersøge for at få det rette datagrundlag at handle på. Her kan kommissionens arbejde inspirere, men det skal ses i samspil med lokale prioriteringer og særlige udfordringer for at gøre det konkret og relevant ind i egne vilkår, muligheder og ønsker. 

Modenhedsanalyse
En spændende mulighed er at foretage en modenhedsanalyse. Her kan I på udvalgte aspekter få en konkret vurdering af jeres modenhed baseret på egne opfattelser og koblet med viden om, hvad der har betydning for ledelse.

Dermed får I også et billede af, hvilken udviklingskapacitet I har eller kan opnår, og hvilke potentialer endnu bedre ledelse af jeres kommune giver.

Så svaret på det indledende spørgsmål er både JA og NEJ. JA til at være konstruktiv kritisk og NEJ til at tale Ledelseskommissionens arbejde ned som almindeligheder.

Offentlige ledere oplever altid opmærksomhed fra mange kanter. Men her har vi fået et nationalt afsæt, som har alle muligheder for at gøre den lokale opmærksomhed i kommunen fra såvel borgere, politikere og organisation endnu mere drivende på at udvikle det lederskab og følgeskab, der er så afgørende for, at borgerne reelt oplever at blive sat først.

Læs mere her eller kontakt chefkonsulent Per Møller Janniche på PEMJ@KL.dk eller tlf. 3085 2356.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321