Indhold

29.09.16 13:30

Få hjælp til at ansætte den rigtige kandidat

Få hjælp til at ansætte den rigtige kandidat
Ansæt de rigtige direktører, chefer og ledere ved at tilrettelægge en systematisk ansættelsesproces, der afdækker jeres ansøgere hele vejen rundt. Vær tydelig på, hvilke krav og forventninger I har til jeres nye chefer, og få de nye topledere, der matcher jeres behov.

KLK har solid erfaring i at bistå kommuner med ansættelse af topchefer og ledere. Ved at lade KLK bistå ved jeres næste ansættelse af topchef eller leder får I et omhyggeligt tilrettelagt ansættelsesforløb, der planlægges i et tæt samarbejdet mellem jer og KLK.

Gennem hele forløbet sikres det, at I har ejerskab til processen, og at jeres behov målrettet tilgodeses. KLK lægger stor vægt på, at ansættelsesudvalget er med i hele processen, så det er ansættelsesudvalgets egne oplevelser af ansøgerne, der ligger til grund for den endelige ansættelse.

Et samarbejde med KLK virker, fordi vi gennem hele forløbet har fokus på at sikre det rette match mellem kommunens krav og behov og de ledelsesmæssige, personlige og faglige kompetencer hos kandidaterne til stillingen.

Dette sker blandt andet gennem:

  • En omhyggelig afdækning af de krav og forventninger, I har til jeres kommende topchef eller leder
  • Bemærkelsesværdig annoncering der retter sig direkte mod det potentielle kandidatfelt
  • En grundig afdækning af kandidaternes ledelsesmæssige, faglige og personlige kompetencer hele vejen rundt
  • Ledelsesprofiltest af potentielle kandidater foretaget af certificerede testere.

For KLK er det vigtigt, at det er jer, der træffer beslutningerne – og at KLK derfor gennem hele forløbet er en neutral, men tydelig rådgiver, omkring hvilke kvalifikationer de enkelte kandidater besidder i forhold til de kompetencer, som I efterspørger for jeres kommende topleder.

KLK har et unikt kendskab til det potentielle kandidatfelt på grund af vores brede kommunekontakt, og derfor sættes netværkene naturligt i gang, når en stilling opslås.

KLK lægger stor vægt på, at etikken omkring det samlede rekrutteringsforløb er i særklasse for såvel jer som for ansøgerne. Ansøgerne skal opleve, at det at søge en stilling i jeres kommune er en god og ordentlig oplevelse.

KLK kan tilbyde at bistå med det samlede ansættelsesforløb eller med dele heraf for eksempel ledelsesprofiltest eller gennemførelse af ansættelsessamtaler.

Hvis du vil vide mere om KLK’s ydelser på rekrutteringsområdet, er du velkommen til at kontakte souschef Peter Bogh, peb@kl.dk, tlf. 2134 4445, eller chefkonsulent Claus Herbert, clhe@kl.dk tlf. 5150 2519.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321