Indhold

08.11.12 10:00

Faglighed og styring i specialundervisningen i Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune vil øge inklusionen på børneområdet fra 0–18 år. Derfor bad man KL’s Konsulentvirksomhed (KLK) om at undersøge, hvordan faglige tiltag, organisatoriske snitflader og økonomistyring i samspil kan bidrage til at sikre øget inklusion

Høje-Taastrup Kommune ønskede at få en uafhængig vurdering af de orga­nisatoriske og styringsmæssige forhold på specialundervisningsområdet i kommunen. Det var også kommunens ønske at få input til, hvordan om­rådet kan strømlines, og hvordan det organisatorisk kan tilrettelægges mere hensigtsmæssigt. Samtidig ønskede kommunen forslag til styringsredskaber på området. Disse ønsker dannede udgangspunkt for undersøgelsens fire fokusområder:

  • Den praktiske brug af begrebet inklusion
  • Samarbejdet mellem PPR og skolerne
  • Den økonomiske model for både almenundervisning og specialundervisning
  • Den nødvendige kompetenceudvikling i forhold til inklusion

KLK’s analyse viste blandt andet, at samarbejdet mellem PPR og skolerne kunne styrkes, hvis der blev udviklet en klar fælles metode for, hvordan samarbejdet konkret skulle tilrettelægges.

En analyse af økonomistyringsmodellen på området viste, at skolernes økonomiske incitament til inklusion kunne styrkes. Derfor anbefalede KLK en ny måde at fordele og styre ressourcerne på skoleområdet, som giver øget råderum for den enkelte skole i forhold til specialundervisningsindsatser.

KLK havde i analysen også fokus på, om der blandt lærerne er de nødvendige kompetencer til øget inklusion. Denne delanalyse resulterede i en række konkrete anbefalinger til, hvordan man i Høje-Taastrup Kommune kan sikre, at de nødvendige kompetencer til øget inklusion er til rådighed for lærerne.

Inddragelse og forankring

Høje-Taastrup Kommune og KLK var igennem projektet enige om, at man ville få det bedste udbytte af projektet, hvis man sikrede en høj grad af inddragelse og ejerskab hos medarbejderne i kommunen. I projektets tilrettelæggelse blev det derfor et princip, at så mange som muligt af de medarbejdere og ledere, som skulle arbejde med projektet bagefter også skulle involveres og bidrage i projektet.

Derfor var et vigtigt element i projektet dialogbaserede interview, hvor medarbejdere, ledere og chefer fra området bidrog til at sætte fokus på, hvilke metoder og arbejdsgange der var velfungerende, og hvilke der trængte til fornyelse og justeringer.

”KLK løste opgaven professionelt og med forståelse for den vigtige dialog i organisationen. Vi er glade for rapporten, for den peger præcist på både styrker og udfordringer i vores praksis på specialundervisningsområdet. Anbefalingerne er praksisorienterede og anvendelige, så det er let for os at arbejde videre med” - Per Aalbæk Nielsen, direktør for Økonomi, HR, Borgerservice samt institutions- og skoleområdet i Høje-Taastrup Kommune.

Et andet vigtigt element i projektet var afholdelsen af en stor workshop, hvor medarbejdere, ledere, chefer og direktører på området var samlet. På workshoppen tog KLK den rolle at stille skarpt på nogle af de metoder og arbejdsgange, som trængte til fornyelse. Denne form indeholdt et element af udfordring til de forsamlede, og gav en åbenhjertig drøftelse, som prægede det samlede projekt på en meget positiv måde.

Lokal viden og KL’s erfaringer i samspil

Projektets resultater blev dokumenteret i en samlet rapport, hvor den viden, der blev til i projektet blev sammenholdt med KL’s viden og erfaringer fra landets øvrige kommuner og forskningen om specialundervisning. Dette sikrede, at projektet mundede ud i nogle implementerbare anbefalinger, som havde udgangspunkt i de specifikke forhold og behov i Høje-Taastrup Kommune, men også gav kommunen en måde at integrere relevante og nye erfaringer på området i deres egen praksis.

Hvis du vil vide mere om KLK's arbejde på speialundervisningsområdet kan du kontakte chefkonsulent Claus Herbert på clhe@kl.dk, tlf. 33703293, eller chefkonsulent Peter Bogh på peb@kl.dk, tlf 33703275.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321