Indhold

06.12.17 13:30

Hvor mange boliger til handicappede og psykisk syge har I brug for?

Hvor mange boliger til handicappede og psykisk syge har I brug for?
Har I styr på jeres behov i forhold til botilbud til borgere med betydelige støttebehov på grund af fysisk og psykisk funktionsnedsættelse? I KLK kan vi hjælpe jer med at finde jeres fremtidige behov for boliger på det specialiserede socialområde.

På det specialiserede socialområde for voksne er de mest omfattende ydelser knyttet til botilbud til borgere med betydelige støttebehov på grund af fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Samtidig er pladser på botilbud ofte specialiserede og målrettede bestemte målgrupper.

Det betyder, at viden om det fremtidige behov for pladser i varige og midlertidige botilbud kræver en grundig analyse af udviklingen af borgere med behov for denne type ydelser.

Når en kommune skal forudse sit behov for boliger til den type borgere, indgår tre overordnede forhold i beregningen.

Det første er udviklingen i antallet af borgere med behov for botilbud. Det andet er, hvor mange pladser kommunen har mulighed for at købe i andre kommuner, i regionen eller på det private marked. Og det tredje er, hvor mange pladser man vil og kan sælge til andre kommuner.

Antallet af borgere med behov for et botilbud er dog ikke en fast størrelse. Det afhænger bl.a. af kommunens socialpolitiske strategier. Det kan fx handle om i hvilket omfang, man vil tilbyde støtte i botilbud eller i borgernes eget hjem — herunder også målrettet brug af botilbud i forebyggende sigte eller brug af botilbud til borgergrupper med mere begrænset behov for støtte.

Udviklingen i de målgrupper, der efterspørger botilbud, er interessante. Det er vigtigt at have viden om den overordnede udvikling i målgrupperne, men mindst lige så vigtigt at have viden om, hvilke målgrupper der går fremad, og hvilke der går tilbage. De enkelte botilbud er nemlig ofte så specialiserede, at udviklingen mellem målgrupper næsten er mere interessant end den overordnede udvikling.

Viden om udviklingen i målgrupper giver også jeres kommune mulighed for at få et solidt og databaseret grundlag for udvikling af de socialpolitiske strategier.

Ved hjælp af data om demografiske forhold, efterspørgsel og udbud, udviklingen i målgrupper og relevante diagnoser samt viden om den nyeste forskning på området tilbyder KLK at give et nuanceret billede af mulige scenarier i forhold til jeres fremtidige behov for boliger på det specialiserede socialområde.

Samlet set får I med hjælp fra KLK en 360 graders vurdering af behovet for indsatser i kommunen. Den viden gør det muligt for jer at planlægge en sammenhængende tilbudsvifte, der giver mulighed for tilrettelæggelse af en helhedsorienteret tilgang til sammensætningen af indsatser for de enkelte borgere og dermed kunne tilbyde borgerne den rette støtte på det rigtige tidspunkt.

Hvis du vil vide, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Ida Andréa Stolze Rasmussen på iasr@kl.dk / tlf. 3370 3189 eller souschef Peter Bogh, peb@kl.dk / tlf. 2134 4445.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321