Indhold

20.09.17 13:30

Test ideen tidligt og få succes

Test ideen tidligt og få succes
Prøv nu ideen af på de mennesker, du vil lave løsningen til. Sådan lyder mantraet fra Innovationshuset i Københavns Kommune. Leder Diana Arsovic Nielsen fortæller om prototyping på KLK’s projektlederkonference d. 13. november.

Det er bedre at teste og opdage fejl tidligt i et forløb og rette dem til fremfor at opdage dem halvvejs gennem forløbet, hvor det kan være forbundet med store omkostninger, forklarer innovationschef i Københavns Kommune og leder af Innovationshuset Diana Arsovic Nielsen. Hun mener derfor, at prototypingkompetencer bør være en del af alle lederes værktøjskasse.

”Prototyping er en metode, som anvendes i designprocessen til at teste ideer og løsninger. Den anvendes, fordi det er meget billigere og mindre risikofyldt at teste ideer tidligt i processen. Når man prototyper, bliver man opmærksom på det, som ikke virker, og man kan justere igen og igen, inden projektet for alvor er i gang. Ideer skal prøves af i virkeligheden”, forklarer hun.

Involver brugerne og borgerne

Ifølge Diana Arsovic Nielsen skal projektejere give det benspænd til deres projekt- og programledere, at brugerne er med fra starten og bliver inddraget i testene. 

”Vi skal blive endnu bedre til at involvere brugerne og borgerne. Hvis ikke de forstår eller vil bruge vores løsninger, kan det være lige meget. Løsningerne skal skabe værdi for brugerne og imødekomme deres behov”, siger hun.

Diana Arsovic Nielsen udpeger bl.a. Københavns Kommunes International House som et godt eksempel på, hvordan man kan bruge prototyping.

”Målet med det konkrete projekt var at få borgerne til at visitere sig selv og dermed nedbringe ventetiden i International Citizen Service. Det gjorde vi bl.a. ved at udvikle et digitalt nummersystem og lave en tidlig screeningsproces samt en ny skiltning. Det hele blev først afprøvet og testet sammen med medarbejderne ved hjælp af billige mockups i pap. Det gav mulighed for at få en tidlig indsigt og justere ideerne hen mod en endelig løsning, som i dag skaber værdi for både de ansatte og borgerne, fordi den er tilpasset deres behov”, forklarer hun.

Du kan høre meget mere fra Diana Arsovic Nielsen og få tips til, hvordan du kan bruge prototyping på KLK’s projektlederkonference 2017. Læs mere, og tilmeld dig her.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321