Indhold

01.02.18 12:00

Skanderborg Kommune - Chef for Teknik og Miljø

Kan du motivere og skabe inddragelse?

Skanderborg Kommune har en vision om ”De 1.000 fællesskabers land”, hvor kommunen opfattes som et politisk ledet lokalsamfund, og hvor borgerne sætter deres ressourcer i spil sammen med andre. Løsninger skabes indenfor rammerne af de politiske visioner og retningslinjer og sker med afsæt i inddragelse af borgerne og fagfaglige hensyn.

Skanderborg Kommunes nye chef for Teknik og Miljø står i spidsen for en bred opgaveportefølje inden for teknik- og miljøområdet og bliver chef for 4 afdelinger, et sekretariat samt Entreprenørafdelingen (som er en selvstændig kontraktenhed). Den nye chef er medlem af kommunens koncernledelse og bidrager aktivt til at skabe løsninger på tværs.

Som chef har du forståelse for og indsigt i vilkårene for arbejdet i en politisk styret organisation som en kommune. Din tilgang til ledelse er, at ledelse skabes i fællesskab, og du formår at skabe følgeskab gennem motivation, tillid og personligt engagement. Du er en naturlig holdspiller, der stræber mod sammen med andre at sikre udvikling samt skabe gode processer og resultater.

Du har erfaring med at lede fagligt højt specialiserede og dedikerede medarbejdere.

Stillingen besættes på overenskomstvilkår og til en løn, der matcher stillingens store krav.

Der er udarbejdet en uddybende job- og personprofil for stillingen, hvor du kan læse meget mere om Skanderborg Kommune og forventningerne til chefen. Job- og personprofilerne kan ses på www.skanderborg.dk eller klk.kl.dk.

Du kan fortroligt henvende dig til direktør Frederik Gammelgaard tlf. 2049 6346 eller til souschef for KL’s Konsulentvirksomhed (KLK) Peter Bogh tlf. 21 34 44 45 og chefkonsulent i KLK Claus Herbert tlf. 51 50 25 19, der er konsulenter på rekrutteringsopgaven.

Ansøgningen med angivelse af fortrolig mailadresse skal sendes til chefsekretær Lone Sørensen, KLK, på mailadresse loe@kl.dk, så den er modtaget senest torsdag den 1. marts 2018 kl. 9.00.

 

---------------------------------------------------------------------------

 

Skanderborg Kommune er en kommune i kraftig vækst og har aktuelt 61.000 indbyggere. Skanderborg Kommune er et resursestærkt lokalsamfund, hvor Søhøjlandets enestående natur, engagerede og aktive borgere plus høj beskæftigelse og attraktive bomuligheder går op i en højere enhed.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321