Indhold

18.06.12 11:00

Ændret den 07.08.12

Vælg brugernes perspektiv

Vejen til forandring begynder med, at medarbejderne går på opdagelse i brugernes hverdag. Brugerne skal ikke styre innovationen, men inspirere medarbejderne til at tænke nyt

Umiddelbart virker det så logisk. Når der skal udvikles løsninger til brugerne, er det fornuftigt at involvere netop dem. Logikken til trods har det i mange år mere været kutyme at udvikle løsninger, som man troede brugerne ville have det.

Kommunerne står over for store udfordringer, og det har nærmest fået innovationsdagsordenen til at eksplodere i kommunerne.

- Da alle begyndte at tale om innovation for cirka fire år siden, besluttede vi at finde ud af, hvordan der blev arbejdet med det i praksis, og få udviklet en model, der kunne bruges ude i kommunerne, fortæller konsulent i KL's Konsulentvirksomhed Sune Holm Thøgersen.

En opdagelsesrejse

Konsulenterne inviterede tre kommuner, der kom med en række udfordringer, de gerne ville have hjælp til. Eksempelvis kommunens madservice på ældreområdet ikke fungerede optimalt. Eller at kommunen havde brug for at sikre, at det store flertal af nybagte forældre uden særlige problemer forsat kan klare sig uden kommunens hjælp.

– Udgangspunktet var, at medarbejderne skulle have fokus på brugernes egne oplevelser og indtryk. Derfor er en meget vigtig fase i innovationsprocessen det, vi kalder opdagelsesfasen, hvor medarbejderne går på opdagelse hos brugerne, fortæller Sune Holm Thøgersen.

Brugerne er ikke nødvendigvis borgerne, men kan også være en anden institution, medarbejdere i en forvaltning eller fx virksomheder eller pårørende.

Ikke luftigt og abstrakt

– Ofte bliver innovation noget luftigt og abstrakt. Med denne model har vi ønsket at komme så langt ned i maskinrummet som muligt. Vi har blandt andet valgt en interviewmetode, der er særligt egnet til at få brugerne til at beskrive deres oplevelser, så detaljeret, at det kan bruges til noget i den videre proces, fortæller Sune Holm Thøgersen.

Læs hele artiklen af konsulent Sune Holm Thøgersen, KL's Konsulentvirksomhed (KLK) her: "På Vej" avisen fra Personalepolitisk Event 2012.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321