Indhold

03.09.12 17:00

Ændret den 17.03.13

Analyse af ældreområdet i Greve Kommune

KL’s Konsulentvirksomhed har foretaget en analyse af ældreområdet i Greve Kommune. Analysen giver anbefalinger til metoder til nedbringelse af udgifterne i hjemmeplejen samt forslag til en mere hensigtsmæssig organisering.

Greve Kommune står – som mange andre kommuner landet over - i de kommende år over for betydelige udfordringer på ældreområdet. Det skyldes, at en stigende andel af kommunens indbyggere vil være ældre borgere, og kommunen må derfor forvente stigende efterspørgsel på serviceydelser på ældreområdet. Greve Kommune kontaktede KL’s Konsulentvirksomhed for at få undersøgt om der opnås effektiv drift, og om arbejdets organisering er hensigtsmæssig.

Analysen havde fire hovedformål:

  1. Forhøjelse af BTP: En undersøgelse af timeprisen med henblik på at forøge BTP og reducere øvrige udgifter. En benchmarkanalyse blev desuden foretaget for at klarlægge hvor Greve havde forbedringspotentiale i forhold til andre kommuner.

  2. Benchmark af serviceniveauet i Greve Kommune: Hensigten var at klarlægge serviceniveauet i forhold til sammenlignelige kommuner, og således skabe fundament for en politisk drøftelse af en langsigtet strategi for udviklingen i serviceniveauet.

  3. Organisationsanalyse: Analysen havde til hensigt at afdække hvorvidt elementer i hjemmeplejens organi­sering var hensigtsmæssig i forhold til realiseringen af kom­munes ønske om en effektiv opgavevaretagelse i hjemmeplejen. Analysen skulle således vurdere potentielle faglige fordele og effektiviseringsfordele ved en eventuel reorganisering af hjemmeplejen

  4. Rekrutteringsanalyse: Denne del skulle belyse udfordringer og mulighederne for at forbedre fastholdelse og rekruttering af hjemmeplejens medarbejdere.

Analysens konklusioner er baseret på nøgletalsanalyser, interviews og benchmarkanalyser hvor Greve kommune er sammenholdt med en række sammenlignelige kommuner.

Resultat

KLK har på baggrund af undersøgelsen fremsat konkrete anbefalinger til reducering af udgifterne, og udpeget fokusområder til forøgelse af BTP. Anbefalingerne fokuserede ligeledes på en nedbringelse af timeprisen samt på mulighederne ved ændringer af praksis for opgørelse af timeprisen.

KLK udarbejdede på baggrund af konklusionerne af organisationsanalysen flere modeller for den fremtidige organisering af hjemmeplejen i Greve. Der blev således skabt overblik over mulighederne i en ny organisering, som kunne fremme de forhold som er fremmende for effektivitet.

Endelig fremsatte KLK en række forslag til hvordan Greve kan imødegå udfordringerne på rekrutteringsområdet. Forslagene fokuserede særligt på fastholdelse af alle medarbejdere, samt muligheden for at skabe attraktive arbejdspladser uden at øge omkostningerne.

Direktør Alice Faber fra Greve kommune havde følgende kommentar til projektet: "Det var meget nyttigt at få organisationen belyst udefra – Jeg syntes KL gjorde et udmærket arbejde, og rapporten har været et bidrag til fortsat fokus og udvikling af hjemmeplejen i Greve Kommune.”.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321