Det handler først og fremmest om børnene

Indhold

23.02.18 15:30

Det handler først og fremmest om børnene

Det handler først og fremmest om børnene
Roskilde Kommune har i samarbejde med KLK fundet frem til en række tiltag, der skal styrke den fælles faglige praksis og sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne – til gavn for både børn med særlige behov og kommunens økonomi.

Af Nadia Frederiksen, Leder af Familieplejen i Roskilde Kommune og Claus Herbert, chefkonsulent i KL’s Konsulentvirksomhed

Som så mange andre kommuner står Børn og Unge i Roskilde Kommune over for en række udfordringer. Det gælder for eksempel i forhold til børnepolitikkens mål om, at lokale tilbud skal indfries, at antallet af anbringelser på ungeområdet skal bringes ned, og at intentionerne i Barnets Reform skal opfyldes.

Der er imidlertid ingen genvej til succes på området. Hvis borgerne skal have den sagsbehandling, som de fortjener, skal der være styr på organisering, ressourcer, kompetencebehov og den fælles faglige praksis. Derfor har Roskilde Kommune i samarbejde med KL’s Konsulentvirksomhed (KLK) arbejdet med at udvikle familieplejen, så den i endnu højere grad kan fungere som en integreret del af Roskilde Kommunes indsats for børn og unge med særlige behov.

Særligt samarbejdet mellem myndighedsrådgiverne og familieplejekonsulenterne har været i fokus med henblik på at udvikle samarbejdet omkring børn, unge og deres forældre med udgangspunkt i målene i handleplanerne samt tydelige snitflader mellem de to personalegrupper.

Fokus på netværket

Resultatet er blandt andet en nytænkning af familieplejekonsulent-ernes funktion, hvor der fokuseres på en netværksbaseret tilgang til arbejdet med udsatte børn. Det betyder, at der i Roskilde Kommune arbejdes med empowerment og aktivering af netværket – også når barnet er anbragt. Samtidig prioriteres netværksbaserede anbringelser og plejefamilieanbringelser, da disse giver barnet mulighed for at udvikle autentiske relationer og styrke sit netværk. 

Men det betyder også, at familiekonsulenterne nu arbejder med institutionsanbringelser på en anden måde, hvor de vil fokusere mere på opfølgning og effekt i forhold til institution-ernes arbejde. Institutionerne skal altså ikke ses som en permanent indsats, men som en intensiv, målrettet og kortvarig indsats med det mål at få barnet eller den unge hjem eller i netværks-/familieplejeanbringelse. 

Tydelige roller

I forlængelse af forløbet med KLK har Roskilde Kommune besluttet at ændre organiseringen og gøre det tydeligere, hvad henholdsvis familiekonsulenterne og socialrådgivernes roller er i arbejdet med de udsatte børn og unge samt opholdssteder og plejefamilier. Det gælder for eksempel snitfladerne mellem rådgiver og familieplejekonsulenter. 

En af de væsentligste konsekvenser er en ny organisering. Familieplejekonsulenterne er nu organiseret i to mindre enheder med hver deres overordnede fokus: ”pleje- og netværksanbringelser” samt ”opholdssteder og døgn”. Det giver et endnu større fokus på at videreudvikle familiekonsulenternes spidskompetencer.

Derudover er der bleve t etableret en tværgående funktion omkring matchning i forbindelse med opstart af anbringelsen. Denne funktion udgør en samlet indgang til familieplejekonsulenterne, og det er således også her, der laves en faglig anbefaling i forhold til, hvorvidt barnet skal tilbydes institutionsanbringelser eller netværks-/familieplejeanbringelse.

Matchenheden består af medarbejdere fra de to enheder, som hver især har særlige faglige kompetencer og specialviden om matchning. Match-enheden er specialiseret i forhold til anbringelser inden for handicapområdet, uledsagede flygtninge, det udsatte social og psykiatriområde og almenområdet. 

Familieplejen arbejder ud fra den fundamentale værdi, at ethvert barn er unikt, og det afspejler sig netop i det gr undige arbejde, der ligger i at finde det helt rette match. Når en sag kommer til familieplejen starter en proces, hvor det enkelte barns behov grundigt analyseres. På baggrund af analyserne undersøges de potentielle anbringelsesmatch. Selve undersøgelserne af de forskellige anbringelsesmatch foregår i det samlede familieplejeafsnit i de to respektive enheder ud fra de anbefalinger, match-enheden har frembragt. 

Udviklingen af familieplejen er en proces med det mål, at Roskilde Kommune og KLK’s arbejde med organisering, ressourcer, kompetencer og faglighed skal resultere i bedre sagsbehandling i forhold til det enkelte barn eller unge.

Der er fokus på mere tid til børnene/de unge, og med den nye omstilling er der indlagt flere besøg hos børn-ene i plejefamilierne og en tættere opfølgning på opholdsstederne. 

Arbejdet omkring anbringelsen vil samtidig blive mere helhedsorienteret, fordi familiekonsulenterne også vil varetage opgaven med supervision, der tidligere blev købt eksternt. Her vil familieplejekonsulenterne i højere grad kunne kvalificere og understøtte plejefamilierne.

En ny kernefortælling

Roskilde Kommune er som følge af projektet med KLK blandt andet i gang med at etablere en fælles faglig praksis med udgangspunkt i et årshjul, der sikrer hyppigere opfølgning og klare mål for indsatserne, samt at kigge på kompetenceudvikling i familieplejen. En del af den rejse, familieplejen i Roskilde er på, handler også om en ny kernefortælling, der viser, at kommunen ønsker, at det enkelte barn oplever kontinuitet og fagligt kompetente familieplejekonsulenter, som understøtter barnets udvikling i anbringelsen. 

En styrket familieplejekonsulentfunktion skaber grundlaget for et mere tydeligt samarbejde på tværs af organisationen. Når der er klare snitflader, styr på ressourcerne, og der samtidig fokuseres på at videreudvikle familiekonsulenterne og sikre, at den enkelte familieplejekonsulent tilegner sig specialviden, som matcher opgavens kompleksitet, er fundamentet lagt for en fornyet familiepleje, som både tilgodeser sammenhængskraft, kommunens økonomi og børnenes behov.

 

Ovenstående er bragt som en kronik i Danske Kommuner nr. 4 - 2018. Find den på www.danskekommuner.dk.

Kontakt chefkonsulent Claus Herbert, clhe@kl.dk, tlf. 5150 2519, hvis du vil vide mere om projektet.


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321