Indhold

01.12.17 10:00

Topledelsen skal sætte data på dagsordenen

Topledelsen skal sætte data på dagsordenen
Hvis data for alvor skal bruges som et styringsværktøj i kommunerne, spiller topledelsen en helt central rolle. Sådan lyder et af budskaberne fra økonomidirektør Klaus Christiansen, Viborg Kommune, der var blandt oplægsholderne på KL’s datakonference d. 30. november.

Flere end 400 deltagere var i går samlet til KL’s konference ”Når data skaber velfærd” for at blive klogere på, hvordan data kan gavne både kvalitet, økonomi og effekt i forhold til kommunernes velfærdsydelser.

De kunne bl.a. høre økonomidirektør i Viborg Kommune Klaus Christiansen fortælle om topledelsens rolle, når talen falder på datadrevet velfærd.

”I betragtning af hvor stor en virksomhed en kommune er, har vi ikke understøttet ledelsesinformation godt nok. Vi bruger simpelthen data for lidt. Der er mange data tilgængelige, men det kræver topledelsens vilje at få det gjort til et værktøj. Der skal være et fokus på, hvad der virker, og vi skal tilrettelægge vores indsatser efter, hvad der virker”, forklarer han.

Brug data aktivt – og ændr eventuelt kurs

Ifølge Klaus Christiansen er der nærmest guld at hente, hvis vi får styr på vores data og bruger dem aktivt til at styre efter.

”Vi er fx begyndt at bruge data mere aktivt på aktivering på beskæftigelsesområdet i forhold til styringen. Når vi kan se, at noget ikke virker – fx at ledige ikke kommer i beskæftigelse -, så ændrer vi indsatsen,” siger han og påpeger, at det stiller særligt krav til topledelsen.

”Det er ikke topledelse, der skal finde ud af, hvad der virker, men den skal insistere på at bruge data og at ændre kurs, når vi kan se, den ikke virke. Vi har en opgave i forhold til at få sat system i dataene, så man kan få noget valid ledelsesinformation, man kan træffe beslutninger ud fra. Topledelsen skal insistere på, at kommunen er dataunderstøttet”, forklarer han.

FLIS hjælper

I Viborg Kommune bruger de FLIS ret konsekvent sammen med deres egen BI-løsning. Det betyder, at de kan se egne data og FLIS-data samtidig. Så hvis de fx sammenligner karakterer på egne skole, kan de samtidig sammenligne i forhold til 97 andre kommuner.

Klaus Christiansen er dog ikke i tvivl om, at der er visse faldgruber forbundet med at bruge data. Det handler bl.a. om at skelne mellem centralt og decentralt.

”Hvornår skal løsningerne være centrale, og hvornår skal de være decentrale? Hvis det bliver for centralt, mister man noget ejerskabet, og hvis det bliver for decentralt, så kan man lave noget, der ikke hænger sammen med resten af organisationen. Man skal finde et passende niveau. Samtidig er der uendeligt mange data, og der kommer flere og flere. Så det handler i høj grad også om at finde ud af, hvilke der er relevante”, siger han.

Han forklarer i samme ombæring, at dataarbejdet fungerer bedst, når man i fællesskab på et fagområde ser, at der er en udfordring og sammen finder en løsning.

”Det handler ofte om at sætte de rigtige folk sammen – fx økonomikonsulenter og fagfolk. Og her har topledelsen igen et ansvar”, forklarer Klaus Christiansen.

KL’s konference ”Når data skaber velfærd” bliver afholdt igen næste år d. 29. november. Så sæt kryds i kalenderen og hold med kl.dk og KL’s LinkedIn.  

Annonce


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321

Annonce

Annonce