Indhold

20.04.17 09:30

Kom og hør om konsulentrollen i samskabelsesprojekter

Kom og hør om konsulentrollen i samskabelsesprojekter
På KLK og FFUK’s døgnseminar om at være konsulent i en politisk styret organisation kan du bl.a. høre om konsulentens rolle, når kommunen går sammen med borgere, foreninger og virksomheder om at skabe velfærden.

I takt med at samskabelsebølgen ruller henover det kommunale landskab, bliver der tilføjet et ekstra punkt på den kommunale konsulents kompetenceprofil. For når kommunalpolitikerne går efter at få en tættere og mere direkte dialog med borgere, virksomheder, foreninger mv., er det ofte en konsulent, der står helt eller delvist for procesledelsen i forhold til dialogerne.

Ifølge leder af Ungekultur i Gentofte Kommune, Annemette Krabbe, betyder det bl.a., at du som konsulent får en oversætterrolle.

”Konsulenten skal balancere mellem organisationens krav og forventninger og borgerens krav og forventninger. Konsulenten skal holde fast i rollen som embedsmand med den kommunale opgave i centrum, men samtidig tage udgangspunkt i, hvad borgeren har af behov, ideer og forventninger”, siger hun og uddyber:

”Konsulenten skal være reflekteret og ærlig i forhold til begge parter. Det er på en måde den allervigtigste egenskab at besidde. Han eller hun må ikke stikke folk blår i øjnene, men skal være ærlig og tydelig i, hvad rammerne er, og hvad det er muligt at forandre.”

Annemette Krabbe påpeger i samme ombæring, at du som konsulent skal være opmærksom på, hvor meget du fylder.

”Det kan være en ret magtfuld rolle, når man skal oversætte mellem fx et politisk niveau og unge som i mit tilfælde. Man må aldrig glemme rollen som talerør eller oversætter – at det er budskaberne, der skal formidles. Jeg har fx vægtet højt at følge op på de unge, som har deltaget, for at sikre, at de er blevet forstået rigtigt og har følt sig lyttet til”, forklarer hun.

Et fælles tredje

Hvis du som konsulent behersker rollen som oversætter og kan balancere mellem organisationens og borgernes krav og forventninger, er der til gengæld gode muligheder for et succesfuldt samskabelsesforløb.

”Det gode samskabelsesforløb er, når man opnår et fælles tredje, som ingen af parterne kunne have opnået selv, og når magtbalancen – så vidt, som det nu er muligt – bliver udlignet. Når dem, der har magten og ressourcerne, formår at give plads, rum - og også give slip på noget kontrol”, siger hun.

Du kan høre mere til Annemette Krabbe og konsulentens rolle i samskabelsesprojekter på KLK og FFUK’s Døgnseminar: Konsulent i en politisk styret organisation den 28. og 29. august 2017. Læs mere og tilmeld dig her.

Annonce


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321

Annonce

Annonce