Indhold

09.10.17 10:00

Data kan give bedre beslutninger

Data kan give bedre beslutninger
På KL’s konference ”Når data skaber velfærd” kan du bl.a. møde direktør i Digitaliseringsinstituttet Pernille Kræmmergaard, der vil fortælle om, hvordan data kan hjælpe os i beslutningsprocessen i det offentlige. Det stiller dog visse krav til både ledere og medarbejdere.

Data fylder mere og mere i kommunernes arbejde, hvad enten det er på socialområdet, sundhedsområdet eller i teknik og miljø. Det skyldes bl.a., at data kan hjælpe medarbejdere og ledere, når de skal træffe beslutninger i forskellige sager.

Ifølge direktør ved Digitaliseringsinstituttet Pernille Kræmmergaard giver data fx mulighed for både deskriptive, prædiktive og præskriptive analyser, og de kan hver især bidrage med vigtig viden.

”Vi kan lave deskriptive analyser, hvor vi ser på tingenes tilstand lige nu, og hvad det skyldes. Prædiktive analyser giver mulighed for at se på, hvad der sandsynligvis vil ske. Det kan fx være i forhold til et barn i mistrivsel, hvor data kan vise, hvordan barnets situation vil udvikle sig, eller hvis man har forskellige symptomer, hvad vil der så sandsynligvis ske, og hvad får man brug for. Endeligt kan vi ved hjælp af præskriptive analyser komme med bud på anbefalinger i forhold til den enkelte sag”, forklarer hun.

Kig på det private

Ifølge Pernille Kræmmergaard kan kommunerne bl.a. lære meget af at kigge på de private virksomheders brug af data.

”Vestas bruger fx data fra vindmøllerne til at finde de bedst egnede placeringer til nye møller og til at forudse, hvornår de forskellige komponenter på vindmøllerne skal vedligeholdes, eller hvilke dage det er bedst at foretage større reparationer, så kunderne undgår, at møllerne står stille for længe,” siger hun.

Hvem kvalitetssikrer data?

Selv om brugen af data indeholder et stort potentiale i forhold til kommunernes arbejde, er der også god grund til at være forsigtig. Pernille Kræmmergaard mener i hvert fald, at der er brug for nogle diskussioner om, hvem der står på mål for kvaliteten af data.

”Kvalitetssikring af data er en af de store udfordringer lige nu. Der er brug for nogle overvejelser omkring, hvor dataarbejdet er placeret organisatorisk. Der er eksempelvis kommuner, som har lavet deciderede dataafdelinger”, forklarer hun.

Du kan høre mere til Pernille Kræmmergaard og arbejdet med data på KL’s konference ”Når data skaber velfærd”. Læs mere og tilmeld dig her.

Annonce


KL's Konsulentvirksomhed   Weidekampsgade 10   Postboks 3370   2300 København S   tlf. 3370 3321

Annonce

Annonce