11. oktober 2019
EVA søger ny områdechef for dagtilbud
Skal du være EVA's nye områdechef for dagtilbud?
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) søger en ny områdechef for dagtilbud. Det er en unik mulighed for dig, som har interesse for dagtilbudssektoren og ledelsesmæssig erfaring og ambitioner.
EVA er en selvstændig statslig institution under Børne- og Undervisningsministeriet, og vi arbejder for at udvikle kvaliteten af uddannelses- og dagtilbudssektoren i Danmark. Vi producerer viden, som bruges på alle niveauer – både af beslutningstagere, embedsfolk, interessevaretagere, ledere og praktikere. Vores fokus er at evaluere og udforske praksis.
Det bliver din opgave at sikre, at EVA står stærkt som ekspert på dagtilbudsområdet. Det betyder, at du skal sikre effektiv projektorganisering og understøtte gode arbejdsprocesser og flow i opgaveløsningen. Kort sagt skal du give medarbejderne de bedste muligheder og forudsætninger for at løse deres opgaver. Du kommer til at stå i spidsen for området for dagtilbud, hvor I bl.a. arbejder med indsamling, formidling og generering af viden inden for tre prioriterede områder: kvalitet i dagtilbud, evalueringskultur og det sammenhængende børneliv.
Har du blik for personaleledelse og politisk tæft?
Du får ansvaret for 10 konsulenter og en række juniorkonsulenter. Samtidig forventer vi, at du bidrager til et velfungerende samarbejde i ledelsesteamet og på tværs af EVA.
Vi leder efter en ambitiøs og motiveret chef, som har blik for personaleledelse, politisk tæft og lyst til at forbedre og skabe forandringer i dagtilbudssektoren. Du skal kunne tegne de brede linjer på tværs af vores forskellige arbejdsopgaver - i enheden og på tværs af EVA.
Vi forventer, at du har en relevant lang videregående uddannelse inden for det samfundsvidenskabelige og/eller pædagogiske område og omfattende erfaring med at producere viden af høj kvalitet.
Hvis du vil søge stillingen som områdechef for dagtilbud, skal du sende din ansøgning inden d. 11. november 2019 kl. 12.00. Du kan finde jobprofilen for stillingen via dette link.
Ansøgning og samtaler
Der afholdes første runde samtaler d. 20. november 2019, og anden runde samtaler afholdes d. 27. november 2019. Kandidater, som går videre til anden runde samtaler, skal være indstillet på at gennemføre et grundigt analyseforløb d. 21. november. Der indhentes aktuelle referencer forud for anden samtale.
Stillingen er en kontraktansættelse og besættes på overenskomstvilkår som chefkonsulent med personaleansvar med et lønniveau på 563.413 kr. pr. år + pension og tillæg afhængig af kvalifikationer.
Vi forventer, at du kan tiltræde den d. 1. januar 2020.
Der kan i forbindelse med rekrutteringen rettes fortrolig henvendelse til EVA’s direktør Mikkel Haarder på telefon 35 25 46 89 eller chefkonsulent hos KLK, der er konsulenter på rekrutteringsopgaven, Bjarne Voigt Hansen på 27 15 29 15.
Du kan se jobprofil og søge stillingen her.
Ansøgere kan med fordel orientere sig på EVA.dk, ligesom der findes nyttig viden om EVA som organisation på https://www.eva.dk/saadan-arbejder-eva.