08. august 2019
Flere veje til stærke børnefællesskaber og inklusion
Andelen af elever, som får et specialiseret tilbud, er stigende. Flere børn får diagnoser, og flere børn har særlige behov. Det er en udfordring for kommunerne, som skal sikre læring og trivsel for alle inden for den økonomiske ramme. Samtidig får børn med særlige behov får ikke nødvendigvis de bedste livsmuligheder af et specialtilbud.
Flere børn i specialundervisning fører til stigende kommunale udgifter, og ofte resulterer det i færre ressourcer til udviklingen og etablering af inkluderende læringsmiljøer i almenundervisningen - og igen øges presset på specialtilbud. Der er behov for at sætte fornyet fokus på denne komplekse kommunale opgave.
Inklusion er en kommunal kerneopgave, hvor udfordringerne løbende må håndteres og mulighederne for nye løsninger indgår en i kvalificeret faglig, økonomisk og styringsmæssig dialog.
KL afholder derfor en konference den 30. august 2019, der tager afsæt i det kommunale perspektiv på udviklingen, og giver bud på hvilke organisatorisk og styringsmæssige greb, der er.
Kommunale eksempler
Vi kommer bl.a. til at fokusere på, hvilke tendenser vi ser lokalt og på nationalt plan? Og hvad vi i kommunerne kan gøre for at imødekomme det pres, der er på specialiserede tilbud? Derudover vil Vordingborg Kommune fortælle om, hvordan de har lagt specialundervisningen ud på folkeskolerne, og Svendborg Kommune vil fortælle om deres kommende rejse med at udvikle mangfoldige læringsmiljøer.
Dagen vil også byde på et oplæg om økonomi og styring - herunder styringsmodeller, økonomimodeller og takster til specialskoletilbud.
Prisen for at deltage er 1.400 kr. eks. moms. Tilmelding er bindende.
Konferencen afholdes i KL, Weidekampsgade 10, 2300 København S.
Se hele programmet og tilmeld dig her.