22. januar 2021
KLK bliver til Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
KL’s bestyrelse har torsdag besluttet at etablere et nyt udviklingscenter med navnet ”Komponent – Kommunernes Udviklingscenter”. Centeret består af KLK, COK og KL Ledelsespolitik.
”Kommunerne skal hele tiden tilpasse sig nye udfordringer og udnytte nye muligheder for at blive ved med at leve op til borgernes ønsker og forventninger. Formålet med Komponent er at give os ét samlet sted, hvor vi kan trække på kompetencer inden for styring, ledelse og faglig udvikling på velfærdsområderne. Så vi kan sikre ambitiøs kompetenceudvikling af de kommunale politikere, ledere og medarbejdere, som hver eneste dag står med den vigtige opgave at sikre god velfærd til borgerne,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard.
En del af en helhed
Komponent skal sikre, at kommunerne har adgang til fagligt opdateret analysekraft, ekspertise og kompetencer målrettet hele den kommunale faglige og politiske opgavevifte. Det betyder bl.a., at vi fortsat skal levere konsulentydelser, der sikrer kapacitetsopbygning i den enkelte kommune, og på tværs af kommuner.
”Vi tager alt det, som KLK er gode til med over i Komponent. Forskellen er blot, at vi nu får endnu flere muskler at spille med og bedre forudsætninger for at udvikle helstøbte løsninger, der tænker hele vejen rundt fra den enkelte kommune identificerer et problem, til løsningen har fået liv i organisationen”, forklarer konsulentchef i KLK Jan Henriksen.
Komponent tilbyder kommunerne 1:1 rådgivning, hvor de får en skræddersyet løsning, og 1:mange ydelser, når vi identificerer et behov hos kommunerne. For Komponent skal være omdrejningspunktet for kommunal ledelsesudvikling gennem rådgivning til kommunerne af høj kvalitet, og samtidig skal centeret sikre systematisk og ambitiøs kompetenceudvikling af de kommunale ledere og medarbejdere, der skal løfte kerneopgaverne og drive udviklingen af velfærden.
”Vi vil fortsat være kommunernes foretrukne samarbejdspartner, når det gælder udvikling af nye måder at løse velfærdsopgaven på og i forhold til at sikre en god drift på alle niveauer i den kommunale organisation. Og vi vil stadigvæk stille med et hold, der både forstår den kommunale drift, de faglige dilemmaer og de ledelsesmæssige aspekter," siger Jan Henriksen.
Navnet Komponent er valgt, fordi en komponent er en del eller et led, der indgår med en bestemt funktion i en større, sammensat helhed. Og dét er præcis Komponents målsætning; at være en naturlig del af kommunerne – både den enkelte kommune og det kommunale fællesskab, når det kommer til udvikling inden for ledelse, rådgivning og kompetenceudvikling.
Kontakt
Hvis du har nogle spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte konsulentchef Jan Henriksen på tlf. 40 86 87 08.
Læs mere om Komponent på komponent.kl.dk.