02. april 2020
Myndighedsledere til Sønderborg Kommune
Sønderborg Kommune ligger naturskønt på kanten af Sønderjylland med udsigt til det Sydfynske Øhav og Flensborg Fjord. Kommunen har godt 76.000 indbyggere og er dermed landets 16. største kommune. Der er ansat ca. 5.500 medarbejdere til at tage sig af kommunens drift, udvikling og administration.
Myndighed for Børn, Unge og Handicap arbejder med sikre, at socialt udsatte børn og unge i Sønderborg Kommune modtager en rettidig og sammenhængende indsats. Som ny leder i Myndighed får du mulighed for at udføre et spændende og udfordrende stykke arbejde, som gør en stor forskel og hjælper Sønderborgs udsatte børn og unge godt på vej i deres liv. Det kræver en dedikeret indsats og store ambitioner.
Du får i samarbejde med din lederkollega ansvaret for at afdelingen kan yde en indsats, som svarer til børnene og de unges behov for støtte. De skal mødes af en forvaltning, som er professionel, og som kan finde de bedste løsninger i samarbejde med forældre, private netværk og relevante aktører fra andre instanser.
Du får ansvaret for at sikre ensartet og effektiv opgaveløsning samt et stærkt tværgående samarbejde mellem fagområderne. Samtidig skal du sikre klar og tydelig kommunikation - både internt i afdelingen og eksternt med samarbejdspartnere, udførere og borgere.
Du skal som ny leder i tæt samarbejde med din lederkollega fortsætte implementering af udviklingsplanen for Myndighed, som er udarbejdet i et Task Force-forløb i 2019-2020. Du skal sikre, at alle initiativer i planen bliver håndteret og implementeret, så de kommer ud og lever i alle grene af afdelingen.
Vi arbejder med tunge og komplekse sager, og du skal derfor have øje for dine medarbejderes trivsel, så de kan blive ved med at levere den rigtige service for vores udsatte borgere. Det er vigtigt, at du som leder har fokus på arbejdsmiljøet og opbygger en tillidsfuld relation til din lederkollega og dine medarbejdere, så eventuelle udfordringer kan tages i opløbet.
Vi lægger vægt på, at du har solid ledelseserfaring - gerne fra en socialfaglig og kommunal kontekst - samt en dokumenteret uddannelse i ledelse. Du kommunikerer tydeligt, er synlig i afdelingen og holder et højt og relevant informationsniveau. Du er lydhør, har tillid til dine medarbejdere og bruger deres faglige viden aktivt i dine beslutninger. Samtidig er du ærlig og tager ansvar, når du tager fejl. Med andre ord: Du siger, hvad du gør, og gør hvad du siger.
YDERLIGERE OPLYSNINGER
Du kan læse mere om stillingerne i jobprofilen ude til højre. Der finder du også organisationsdiagram, udviklingsplan og ledelsesgrundlag for Sønderborg Kommune.
Der er ansøgningsfrist d. 3. maj. Vi forventer, at du kan tiltræde senest den 1. juli 2020.
Der kan i forbindelse med rekrutteringen rettes fortrolig henvendelse til Stabs- og Myndighedschef Rikke Blindbæk på 27 90 50 34 eller chefkonsulent i KLK Bjarne Voigt Hansen på tlf. 27 15 29 15.